Nyheder fra fanklubben
White Hawks Hvide Hær er klar
Nordjyske, onsdag den 16. juni 2010.
Læs hele artiklen fra Frederikshavneren her.
Af
Hvor sjovt er det lige at spille eliteishockey, hvis der ikke er stemning, og hvis folk ikke har lyst til at se kampen?
Ikke ret sjovt, skulle man mene.
Men heldigvis for White Hawks er der nu taget initiativ til at etablere en egentlig fanklub.
Den skal hedde ”White Hawks Hvide Hær”, og det er på søndag 20. juni kl. 14, der er stiftende generalforsamling i Iscenter Nord Hal 2.
Initiativtagere er Mads Bergen og Susanne Dansbo, men der er skam opbakning fra langt bredere kreds.
- Der er mennesker helt fra Randers, som følger White Hawks. Men også folk fra Sindal og Aalborg, og det er ikke fordi, de er gamle frederikshavnere, fortæller Mads Bergen.
- Dem jeg kender til fra Randers, ser mindst hver anden hjemmekamp. Det er simpelthen så flot, tilføjer han.
Også for børn
Og nu skal de altså organiseres. Håbet er naturligvis, at en masse møder op til den stiftende generalforsamling.
- Vedtægterne er lavet, og formålet er, at vi skal give White Hawks den bedste opbakning som muligt. Både på hjemme- og udebane, siger Mads Bergen.
Det går ud på at skabe sammenhold på sidelægterne.
- Lige nu er det som om, der er en masse små grupper derude. Dem skal vi have samlet.
- Vi har også lavet en underklub i den Hvide Hær. Den hedder Rekrutten, og er for børn indtil 12 år. I den vil vi lave forskellige tiltag med rundvisninger i spillernes omklædningsrum og flere andre ting, fortæller Mads Bergen.
Endnu større opbakning
Det er nu ikke fordi, der slet ikke har været organisering indtil nu.
- Vi vil gerne have udekampene med. Ved at organisere os kan vi bedre fylde nogle busser. Vi håber, at vi kan få nogle gode aftaler med lokale busselskaber, lyder det fra Mads Bergen.
Sidste sæson blev det til en enkelt bustur. Her var 46 fans af sted til bronzekampen mod Herning. Men med initiativet er der måske mulighed for endnu større opbakning til de lokale ishockeyspillere - i første omgang med den stiftende generalforsamling på søndag.









